Livet paa den gamle gaard

Julekalender historie 2. december Houdini

Mandag, 01. December 2008 Kl. 22:55

0 kommentarer | Send til en ven

Tags: jul kat nisse

2. december Houdini

Det var atter mørkt på den gamle Elvergaard, men oppe på loftet var Leonora vågnet, og sad og redte sit lange røde hår. Det bankede på døren. Det var Muligijus. ”Godaften” sagde han. ”I lige måde”, svarede Leonora. ”Nu skal du hører”, fortsatte hun. ”Jeg skal skrive et svar til Loppe, så du skulle tag og gå en tur og lærer gården at kende”. ”Ja”, sagde han, det vil jeg gøre, så jeg går nu”. Han gik ud af døren og ned af trappen og snar stod han ude i den lille gård. Han skuttede sig, det var koldt.

”Mijau”, lød det. ”Hvem er du? Er du nye her?”. Jeg hedder Muligijus og er en nisse”. ”Ja, det kan jeg godt gætte, og jeg er Kalle og en kat. Hvad laver du her?, spurgte Kalle. ”Jeg skal hjælpe Leonora, og blive hos hende hele december måned,” svarede Muligijus. ”Fint, men pas på den første dør, derhenne, den er slem til at smække i, og så kan du ikke komme ud før nogen åbner døren, med mindre du er Houdini” grinede Kalle, og så løb han. Muligijus så forvirret ud, ”underlig kat,” tænkte han, hvem er Houdini?” han rystede på hovedet. Han gik lidt rundt ude i gården. ”Hvor skulle han gå hen”, han skævede over til den dør Kalle havde talt om. ”Næ, jeg må hellere lade være, måske er der noget spændende derinde. Ja, og jeg er jo ikke bange, og så var han da ligeglad med hvem ham der Houdini var, måske var han et spøgelse, et af de uhyggelige, eller en trold? Nej, jeg er ingen bangebuks, jeg går der ind, tænkte han.

Muligijus åbnede døren og gik ind, han prøvede at holde døren, men i stedet faldt han ind over dørtrinet, og lå med næsen ned i gulvet, medens der lød et smæld og døren smak i bag ham. ”Hvorfor altid mig”, sukkede han, og rejste sig op igen. Han prøvede om han kunne finde noget lys, men der var ikke noget. Han prøvede at finde ud af hvad der var i rummet. Papkasser, der var mange papkasser, han gik tilbage til døren og prøvede at åbne den, men det var umuligt, af en eller anden grund kunne den ikke åbnes indefra. Nu huskede han, altså hvor kunne han glemme det, han var jo en nisse. ”Uni munni lys,” og han pegede med sin finger, der nu lyste som en lille lommelygte. Han lyste rundt i rummet, ingenting, kun papkasser. Han gik over i hjørnet, og satte sig ned. Han slukkede sit fingerlys og nu var der mørkt igen. Han syntes han hørte lyde, og var bange, bange for at møde Houdini.

Der var en lyd, han var sikker, der var nogen herinde. ”Mijau Nisse, er du her”, lød det i mørket. ”Hvem er det”, spurgte Muligijus med en stemme der rystede lidt. ”Der er du”, lød det, ”vær ikke bange, det er bare mig Kalle”. ”Kalle”, Muligijus lød overrasket. ”Hvordan er du kommet herind, da ikke af døren?”. ”Nej af et hul i loftet, svarede Kalle, ”jeg tænkte nok du ikke kunne dy dig, så jeg var oppe hos Leonora og kigge efter dig, hun var bekymret for dig”, slutte han. ”Åh, nej, det begynder godt, den første dag jeg er her, og allerede går det glat, jeg dur aldrig til noget, og hvordan skal vi dog komme ud herfra”, næsten græd Muligijus. ”Jamen ved du da ikke at Houdini, kan komme ind og ud alle steder”, grinede Kalle. ”Jamen hvem er ham der Houdini, spurgte han næsten vredet. ”Kender du da ikke ham”, Kalle lød overrasket. ”Når ja, du er jo en nisse og ikke et menneske.” ”Hvad galt er der i det”, snerrede han hidsigt. ”Ingenting”, lo Kalle. ”Men Houdini var et menneske, en udbryder konge, han lod sig binde og låse ned i en kasse, men han kunne altid komme ud, uanset hvad, derfor kaldte de ham udbryderkongen, men her er jeg Houdini, for uanset hvad menneskene gør finder jeg altid en smut vej ud, og nu er klokken mange, vi skal skynde os.

Hjælp mig med at flytte den papkasse her hen under”, sluttede han. Sammen fik de flyttet kassen. Kalle hoppede op på den, og Muligijus kravlede også derop. ”Kan du se det rør der”, spurgte Kalle. ”Ja, der skal jeg op, og så springer jeg over og tager fat i den kant og hiver mig op på loftet, der har jeg et gammelt stykke tov, det sænker jeg ned til dig, og så klatre du op til mig, og du skal bare følge efter,” forklarede han. Og så sprang han. Muligijus kiggede med åben mund, ”Åh, forsigtigt,” stønnede han. Kalle hang i forpoterne på røret, og hev sig op, satte sig på røret og sprang så, fik fat i kanten af bjælken med sine klør, stak hovedet ind i det lille hul, og kom ud med et tov hvor han bandt den ene ende fast på bjælken, og det andet sænkede han ned til Muligijus. Snart sad han ved siden af Kalle. Sammen kravlede de ind i det lille hul, og nu gik det mellem loftet og selve taget. Kalle kravlede gennem et lille hul og de var ude på taget og med hans hjælp kravlede Muligijus ned. Snart stod de nede i gården. ”Nu må du klare dig selv. På gensyn”, sagde Kalle og forsvandt. ”Tak for hjælpen”, råbte Muligijus, og skyndte sig ind i huset og op på loftet.

”Er det dig”, lød det inde fra Leonoras værelse. ”Ja, svarede han”, ”godnat”, godnat, lød det inde fra hendes værelse. Snart lå han i sin barnevogns seng og sov og drømte om at der kun var 22 dage til juleaften.