Livet paa den gamle gaard

Julekalender historie 14. december Muligijus i åen

Lørdag, 13. December 2008 Kl. 23:38

0 kommentarer | Send til en ven

Tags: fe jul å

Julekalender historie 14. december Muligijus i åen

Det var atter mørkt på den gamle Elvergaard. Muligijus sad inde hos Leonora. ”Vi er nød til at finde på noget, ved du hvad, jeg vil godt have ro til at skrive alt det ned vi ved, så kan du gå en tur i medens, men pas nu på. Ikke noget med at komme galt af sted eller blive for længe væk,” sluttede hun. ”Det skal jeg nok”, svarede han, men sukkede for sig selv, jeg skal gøre mit bedste. Så gik han ud.

Han gik ud i gården, vidste ikke helt hvor han skulle gå hen. Det var en kold og klar nat med mange stjerner. ”Nu ved jeg det,” tænkte han. ”Jeg går ned til åen, det er et smukt sted, også selvom åen nok er frosset til.” Som tænkt så gjort. Han stod ved den lille bro ved åen. ”Jeg kan jo ikke se noget her, jeg er for lille,” tænkte han., og kiggede sig omkring. ”Åh, det træ går helt ned til åen, hvis jeg går ud på det kan jeg komme helt ned til åen og kigge gennem isen.”

Han gik hen til det gamle træ, det var godt nok lidt vakkelvåren, han trykkede prøvende på det. Træet rockede lidt. ”Hej dig der”, udbrød det gamle træ. ”Jeg vælter når du skubber på mig. Husk på jeg er gammel.” Muligijus kiggede forundret på træet, ”Hvad kan du snakke”, han lød overrasket. ”Altså, selvfølgelig, for du er jo en nisse og kan snakke med alle på alle sprog, ikke sandt?” Muligijus lød flov, da han svarede, ”ja, det er rigtigt, men hvor gammel er du?”

”Jeg er to hundrede år og 9 måneder. Men jeg blev ramt af en orkan sidste år, den væltede mig næsten, men kun næsten”. Træet lød stolt. ”Hvad skal du egentlig.” Jeg skal ned til åen og du er den eneste vej”, svarede han. ”Okay, men værd forsigtigt for jeg er glat nogle steder, og lad være med at vælte mig.” Muligijus nikkede og så kravlede han forsigtigt op på træet.

Han kravlede langsomt ned af det, men det var så glat at han gled langsomt ned af træet, han prøvede at stoppe sit fald med sine fødder på grenene men det hjalp ikke. Muligijus gled ned af træet og røg gennem isen og ned i åen. Ned i det kolde vand. Han prøvede at komme op og få fat i den kant han havde lavet da han faldt i, men han kunne ikke. I stedet drev han ind under isen. Han prøvede at slå hul i isen, men kunne ikke.

Med et kom et lysglimt, det var en pige, og ikke en rigtig pige, for hun havde en fiskehale. Muligijus åbnede munden af forbavselse, men lukkede den hurtigt igen, fordi han slugte vand. ”Jeg har en ventet dig, fordi jeg har en besked til dig, Muligijus.” Nu var han helt forvirret. Hvad skete der, han var ved at drukne og fanget under åens isvand og så mødte han denne pige med hale som en fisk, og hun havde ventet på ham. Han vidste ikke engang selv at han ville ende her i åen.

”Nu skal du lytte godt efter, og huske hvad jeg siger,” fortsatte ”fiskepigen.” ”Først, jeg er en havfrue fe. Beskeden er: Når månen næste gang er fuld, skal du gå ned på stenen ved åen. Når månens stråler rammer åens is, skal du stikke armen gennem isen, og du vil se et spejl. Det vil give Jer svar på nogen af Jeres spørgsmål, om lidt vil du blive hentet op herfra,” sluttede hun og forsvandt. Nu var der igen mørkt. ”VENT,” råbte Muligijus, men han var igen alene i det kolde vand under åens is.

Oppe på broen over åen, kom Kalle gående sammen med Seje, de var på vej hjem fra en musejagt, og var egentlig lidt sure, fordi musen Hannibal var smuttet fra dem. ”Se”, Seje pegede på isen. Kalle kiggede ned, ”vent, der er gået nogen eller noget i gennem isen”. De løb ned af træet, og ned til åen. ”Åh, jeg ved hvem det er.

Det er Nissen Muligijus, han er kommet galt af sted igen,” sagde Kalle. ”Vi må hjælpe hurtigt, vi ved ikke hvor længe han har været dernede. Jeg er hurtigst, jeg løber efter hjælp,” sluttede han. ”Ja, jeg er den sejeste, så jeg ser om jeg kan få ham op af vandet,” svarede hun. Men Kalle var allerede løbet.

Seje så sig omkring, hvad kunne hun bruge, med et hørte hun en knirkende lyd, og vendte sig om. Det var det gamle træ, der havde tabt to grene. Seje tænkte, ”det må jeg sige, held i uheld, tak du gamle træ.” Så løb hun derhen og det lykkedes hende at få hevet den første gren, hen til det sted hvor hun kunne se Muligijus var faldet i.

Så løb hun tilbage, og hentede den anden gren halvvejs på jorden og resten ude på isen. Hun kravlede forsigtig af sted og brækkede et stykke af grenen af med sine tænder, så brugte hun det til at slå hul i isen med. Det lykkedes og så fik hun fat i Muligijus jakke, og hev alt det hun kunne, så han lå oppe på isen, sammen med hende, men nu var hun også total udmattet. Hun kiggede over skulderen, og så Leonora og Kalle komme løbende, hun løftede sit hovedet og kaldte på dem.

De skyndte sig ned til hende. Leonora kravlede også ud på grenen og fik hevet Muligijus ind på land. Han var nærmest stivfrossen af kulde. Leonora åbnede sin store kåbe hun havde på, og trak et tæppe ud, det pakkede hun ham ind i. Leonora hørte lyden af hove, det var ponyen Buffy. Kalle havde hentet hende. De lagde Muligijus op på ryggen af hende, og så hoppede Leonora også derop, og holdt fast i ham, så han ikke faldt af. Med en vrinsken, vendte Buffy sig om og galopperede hjem, det hurtigste hun kunne.

Da de kom til gården, sprang Leonora ned af Buffy og tog Muligijus og bar ham op på loftet. Hun klædte ham af og pakkede ham ind i nogle varme tæpper. Så gik hun ind til sig selv, og varmede en kop skold varm kakao, som hun gav ham. Han åbnede øjnene og stønnede ”feen.” ”Stille,” sagde Leonora, ”sov nu, så kan du fortælle det hele i morgen. Muligijus ville protester men var så træt at han faldt i søvn og drømte om der kun var 10 dage til jul.