16. december Åens fe og det gamle træ
Det var atter mørkt på den gamle Elvergaard. Leonora var ved at tage sin store kåbe på, og Muligijus havde taget sin frakke på, sammen gik de ned og over i stalden.
”Hallo Mama,” sagde Leonora, da de kom ind i stalden. ”Godaften,” vrinskede mama, og der har vi jo den udvalgte.” Muligijus blev så overrasket at han faldt over dørtrinet og stod på næsen i halmen. Ponyerne vrinskede af latter. ”Ja, altid heldig,” lo Buffy med et stor vrinsk. Leonora gav Muligijus en hånd og hev ham om. Han børstede sit tøj af, han var rød i hovedet.
”Jeg kan gætte mig til hvorfor I er kommet,” sagde Mama. ”I vil vide noget om åens fe. For mange år siden var her en vandmølle, og på den boede Mølleren. Han var altid sur og tvær, skældt alle ud og var ond, og så drak han mange øl hver dag.
En dag havde han drukket alt for meget, han var så fuld at han troede han kunne flyve. Så han kravlede op på Møllens vinger, for at se hvordan der så ud og flyve derfra. Men han var så fuld at han mistede balancen og røg i åen.
Det siges at da man næste morgen liggende våd og kold, mumlede han noget om mødet med en smuk lysende pige med en fiskehale. Hun havde sagt til ham, at hvis han ville leve videre, så måtte han stoppe med at drikke øl, for det gjorde ham skør. Og at han hver morgen skulle gå ned til åen, se sit spejlbillede i åens vand og sige til sig selv ”Godmorgen, det bliver en dejlig dag,” for så ville han ikke blive sur igen.
Han gjorde som han havde fået besked på for han var så glad for at leve. Han var aldrig mere sur, og ingen var bange for ham. Siden den dag har alle snakket om åens fe,” sluttede Mama.
”Ja, det var hende jeg så, men hvad gør vi så nu? Spurgte Muligijus. ”Det er klart,” det var Leonora der svarede. ”Vi går ned til åen i morgen for så er det fuldmåne.” Der lød et brag. De blev helt forskrækket, og kiggede på hinanden. ”Kom”, Leonora vendte sig om og løb ud af stalden, med Muligijus i hælene.
Udenfor hyllede stormen, det var nok mere en orkan. De mødte Kalle og Seje. ”Gå ind med Jer,” råbte Leonora gennem vindens hylen. De skyndte sig ind. Leonora og Muligijus forsatte mod åen. Her kunne de gennem blæsten høre en hulken. Det var det gamle træ, det var knækket og lå nu ned i åen.
Muligijus gik hen til det.” Du skal ikke være ked af det,” trøstede han. ”Bare tænk på, at når vinteren er forbi, vil du være et godt klatre træ, som børnene vil elske at klatre i.” ”Du har ret,” snøftede det gamle træ, so blev glad igen.
”Vi må gå,” sagde Leonora. ”Have det godt”, Muligijus gav træet en krammer, selvom han var lidt for lille til at nå rundt om det. Så skyndte han sig hen til Leonora og tog hendes hånd. Det blæste sådan, at han var lige ved at blæse væk. Sammen gik de gennem vinden og ind i huset og op på loftet.
”Gå nu i seng, du har meget du skal lave i morgen;” sagde hun. Han sagde godnat, og gik ind i sin seng og drømte at der kun var 8 dage til juleaften.
Rating
Endnu ingen stjerner
Log ind for at rate denne blog
|
Føj til favoritter
Gør til startside
Sitemap
Send til en ven
Kommentarer