Livet paa den gamle gaard

Julekalender historie 17. december Julefesten

Tirsdag, 16. December 2008 Kl. 22:49

0 kommentarer | Send til en ven

Tags: brødre jul overrasket

Julekalender historie 17. december Spejlet

Det var atter mørkt på den gamle Elvergaard. Leonora var allerede stået op, nu gik hun ud på loftsrummet, for at vække Muligijus, men han var allerede vågen, og ved at kravle ned af barnevognssengen. Han blev så forskrækket at han faldt ned og lande på halen med et brag. ”Av,” sagde han. Leonora lo, og tog hans hånd for at trække ham op. ”Jeg er klar,” svarede han. Sammen gik de ud. Stormen fra i går havde lagt sig, og det var en smuk, kold stjerne klar nat, og månen strålede flot. De kiggede op på den, og så månen var fuld. Så skyndte de sig ned til åen.

Nu skulle de bare finde den flade sten. De ledte, men kunne ikke finde den flade sten. Muligijus gik hen til det gamle træ, der lå væltet hen over åen. ”Hallo Træ, hvor finder jeg den flade sten, og hvordan har du det?” spurgte han. ”Fint,” knagede det gamle træ, ”nu ligger jeg godt og her kan jeg ikke vælte mere,” Muligijus lo, ”det har du ret i.” ”Den flade sten er over på den anden side af åen. Gå forsigtig over mig, det er nemmest, og kender jeg dig ret, vil du falde over den flade sten.” ”Tak for hjælpen,” svarede Muligijus og så begyndte han forsigtigt at kravle over det gamle træ.

De kom helt over på den anden side af åen, og kravlede ned af træet, og begyndte at gå. Med et fald Muligijus, lige så kort han var. Han rejste sig op igen og Leonora lo. ”Jeg tror du har fundet den flade sten.” Han kiggede ned, og ganske rigtig, der lå stenen. Han så ned og ganske rigtig, der lå den flade sten. De kiggede også op mod månen, den var stadig fuld. ”Se,” Leonora pegede på månens lys, det lyste lige ned i åens is. ”Hvis du står på stenen, kan du nå derned,” sagde hun.

Han gik ud på stenen, kiggede over på Leonora. ”Stik armen ned på isen,” sagde hun. Han stak sin hånd ned på isen og lagde den ovenpå månens stråler. Han følte sin hånd blive varm, og mærkede isen smelte under den. Han trak hånden op og så lige ned i et spejl. Det var et stort gammelt spejl.

”Godaften, jeg vil gerne tag Jer med tilbage i tiden. Nu så de to ung nisser. ”Åh, jeg tror min baby nisse kommer nu.” Damenissen kiggede forelsket på den anden nisse. ”Det er min Mor og Far,” udbrød Muligijus. ”Ti stille”, advarede Leonora. Nu forsvandt de og de kom ind i et andet rum, der på et bord lå to små nissebabyer. En gammel kone kom ind. Hun lignede ikke en nisse, nærmere en heks. ”De skal ikke have gode børn, når jeg ingen har;” mumlede hun. Så tog hun sine gamle fingre, stak den ned i maven på den ene baby og sagde. ”Du vil aldrig være som andre nisser, du vil føle dig udenfor, og du vil være rigtig klodset og aldrig gøre noget rigtig.” Så kiggede hun sig over skulderen. Hun tog den anden baby, bakkede ham ind i sit forklæde og forsvandt.

De var nu ude i en skov, her var et gammelt hul træ, og her lagde den gamle heks den baby, hun havde taget med. Stak en finger i maven på ham og sagde: ”Du vil altid være ond og havde julen. Du vil ikke være en dreng men fra i midnat vil du være en gammel trold, kun kærlighed til eller fra din broder, som du aldrig vil lære at kende og ved eksister, vil kunne redde dig, og give dig din rette alder. Ha ha,” lo den gamle heks og forsvandt.

Så kom de igen tilbage til det sted hvor den anden baby lå. Her kom en nisseplejerske forbi. Hun gik hen til baby, og tænkte, ” hvor er det synd, de er døde, de var så søde begge to, men hvor er den anden?” Lige med et begyndte babyen at græde. Nisseplejersken fik et helt chok, ”du lever jo,” udbrød hun. Tog den lille nissebaby og bar ham ind til hans far og mor der græd over deres døde babyer. ”Her, han er i live”, sagde plejersken og lagde babyen i hans mors arme. Hun græd igen, denne gang af glæde. ”Jamen, hvad med den anden,” spurgte hun. ”Den anden?” plejersken lød overrasket, ”der er kun en.” Moderen blev ved med at sige der var to, men plejersken fik hende overbevist om der kun var en. Da plejersken igen stod ude i gangen, sukkede hun og sagde til sig selv. ”Jeg kan ikke fortælle nogen at der var to og den ene baby er blevet væk, det må ingen få at vide, så tror de ikke jeg kan passe mit arbejde godt nok.”

Vi kom nu ind i en lille stue. Her var den lille baby med sin Mor og Far. Han var vokset lidt nu. De sad og kiggede på deres lille baby nisse, der legede i stuen. Men han faldt hele tiden, rev alt ned, han var forfærdelig klodset. ”Åh nej, hvorfor har vi dog fået sådan et klodset barn,” græd moderen. ”Ja, jeg forstår det heller ikke”, svarede faderen. ”Ja, og jeg er helt sikker på jeg fødte to små nissedrenge;” sagde moderen igennem tårer, ”så hvorfor har vi kun ham, hvor den anden?” Faderen rystede blot på hovedet og gik ud.

Vi kom igen ud i skoven, her løb en lille gammel mand rundt, men selvom han så gammel ud, så opførte han sig som et uartigt nissebarn. Han gik alene, ødelagde alting, slog de små dyr ihjel. Han var rigtig ond.

Nu blev spejlet tomt igen, og spejlet talte, ” Det var hvad jeg kunne fortælle Jer. Tak for i nat.” Så forsvandt spejlet og isen kom tilbage på åen.

”Du godeste”, sagde Leonora med rystende stemme. Muligijus rystede på hovedet. ”Jeg forstår ingenting.” ”Det gør jeg,” svarede hun, ”men vi må tilbage til loftet, for her er koldt, så skal jeg nok forklare dig det hele i morgen, men du skal ikke være ked af det, for det her har hjulpet os meget, og der er jo ikke så længe til jul.”

”Det er rigtigt,” lød en smuk stemme. Det var Rosalina. ”Er alt okay,” spurgte hun. ”Jo”, var Muligijus svar. Han blev i rød på kinderne, han var altid så genert når hun var der. ”Fint, men I skal skynde Jer, for klokken er mange og I når ikke selv at komme ind.” Hun stillede sig ved siden af dem og dryssede fe støv på dem, og snart stod de igen på loftet.

”Vi ses i morgen,” smilede hun og forsvandt Leonora og Muligijus skyndte sig i seng, det havde været en lang nat, og nu var der kun 7 dage til jul.