Livet paa den gamle gaard

Dagbog 13-02-2010 Fødselsdag med fald

Torsdag, 10. Juni 2010 Kl. 10:19

0 kommentarer | Send til en ven

Tags: fald fødselsdag

Dagbog 13-02-2010 Min fødselsdag med fald

Jeg vågnede op den 13. februar, det var jo en lørdag, men det var jo min fødselsdag. Jeg smilede og så huskede jeg og sukkede dybt.

Det var næsten som for et år siden. Else havde influenza, Olde blev indlagt igen i natten til torsdag, og jeg lå med lungebetændelse. Jeg havde brugt det meste af natten på bare at hoste og hoste. Mine mavemuskler var meget ømme af den hårde hoste. Og jeg var træt. Jeg vidste jo også at der ikke ville komme nogen gæster. Det ville nærmest blive som en helt almindelig dag. Da jeg tænkte på hvordan det var for et år siden, grinede jeg lidt for mig selv, men stoppede hurtigt da jeg begyndte at hoste.

Vi kom op og dagen startede som den plejer. Else fodrede gårdkattene og ponyerne, og så fyret. I medens gik jeg en meget lille morgentur med Steffi. Bagefter mødtes vi i køkkenet, hvor Else lavede morgenmad til os, medens jeg fodrede Steffi og Elvis. Hun gav også Bølle og Berta mad. Så var det endelig tid til morgenmad til os selv. Vi spiste som vi plejer hver for sig. Else plejer jo at spise morgenmad med Olde og jeg med Elvis og Steffi. Vi prøvede at gøre det så hverdagsagtigt som muligt, af hensyn til dyrene.

Jeg sov meget, fordi jeg hostede ret meget. Om eftermiddagen tog Else ud for at besøge Olde. Jeg var så alene hjemme og var inde ved Bølle og Berta. Jeg tænkte igen på sidste år, men jeg havde i det mindste ikke et blåt øje og jeg var ikke faldet om i år.

Telefonen ringede og det var min halvbroder, der ville høre hvordan det gik. Jeg snakkede med ham, og gik samtidig ud i køkkenet for at tag mig et æble. Det var dumt. Lige med et knækkede mit knæ og jeg faldt med et brag lige på halen. Det gjorde ondt. Det lykkedes mig at kravle hen til køkkenbordet, og her hev jeg mig op. Jeg kunne ikke lade være med at grine for godt nok var det ikke noget blåt øje, men jeg fik nok et blåt mærke et andet sted. Men man skal ikke grine for meget, for så hoster man.

Else kom hjem, vi spiste og senere på aftenen tog vi en kop kakao og et stykke kage til, jeg fik også en lille gave, hun havde købt en bog til mig, det var Hilda og Keld Heick der fortæller om den tid de har sammen, fra de mødtes. Den blev jeg glad for.

Vi gik tidligt i seng, for jeg var jo træt, og det var Else også.