Livet paa den gamle gaard

Dagbog 26. december Rolig jul og h�rd besked

no1@blogbasen.dk

Søndag den 26. december 2010 Resten en rolig jul og hård besked

De sidste juledage gik stille og roligt. Men vi var ved at løbe tør for træpiller, vi kunne jo ikke få fat på nogen den 23. december. Jeg ringede til en af vores naboer, og de sagde vi bare kunne hente et par poser, og det gjorde vi så. Nu har vi nok til i morgen.

Også 1. juledag kastede Olde op. Vi var meget nervøse, og ringede til lægevagten. De sagde at det nok var penicillin pillerne. Hun fik jo både dem og var sat meget op i vanddrivende piller. De sagde faktisk rent ud til os, at grunden til at de havde sendt hende hjem, var at de havde opgivet. De kunne ikke gøre mere for hende, og så mente de det var bedre at hun kom hjem. Vi vidste det jo godt, men det gør det jo ikke bedre. Jeg ringede det videre til vores Odense søstre.

Det er ret hårdt, udeover at vi, Else og mig. Fysisk hele tiden skal være oppe på mærkerne så er det meget hårdt fysisk. Det er så svært at se sin mor på den måde. Det gør ondt, men lige nu er hun her, og vi vil gøre hvad vi kan for at hun har det godt.

2. juledag kastede hun ikke op. Det var jo godt. Den gik i det mindste roligt, som det nu kan lade sig gøre.

Dagbog 24. december 2010 Vores juleaften. Olde hjemme igen

no1@blogbasen.dk

Fredag den 24. december 2010 Olde hjemme igen

Vi vågnede, det var juleaftensdag, men vi vidste ikke om vi ville blive kun Else og mig, eller Olde ville komme hjem. Det sidste troede vi ikke helt på. Efter morgenmaden ringede vi til sygehuset. De havde godt nok sagt sent i går at hun måske kom hjem. Så måske. Men da jeg ringede sagde de, at hendes iltmætning ikke var god nok. Så hun kom måske ikke hjem. Else og mig sukkede og lagde en plan B, hvis hun ikke kom hjem. Vi skulle vente på der var stuegang, så ville vi høre nærmere.

Vi ventede og ventede, de havde lovet at ringe tilbage. Det gjorde de ikke, men efter nogle timer ringede Olde og spurgte hvorfor vi ikke hentede hende. Hun måtte komme hjem. Vi bar glade, men forstod ikke en pind. Først var hendes iltmætning ikke i orden og hun fik ilt og nu måtte hun komme hjem. Jeg ringede til sygehuset og det var rigtig nok, de ville udskrive hende, jeg skulle komme og hente hende.

Else havde det ikke selv alt for godt, så jeg prøvede at få fat på en taxa, men det var svært, men til sidst lykkedes det. Jeg blev hentet og kom ud på sygehuset. Olde ventede på mig. Hun fortalte at lægen havde drillet hende, spurgt om hun ikke ville blive. Hun havde bare svaret, at det kunne hun jo blive nød til, men så grinede han og fortalte hun måtte komme hjem. Jeg havde tøj med til hende, og medens hun fik tøj på gik jeg ud for at snakke med sygeplejersken, jeg ville gerne have en forklaring. Hun fortalte, at det var rigtig Oldes ilt var ikke i orden, men de havde taget det fra hende til morges, og ladet hende gå rundt. �Gå rundt,� jeg var forbavset for jeg kender Olde, hun går ikke rundt. Men de mente at når hun gik de korte skridt ud på toilettet så gik hun rundt. Men de skønnede at hun godt kunne komme hjem.

Kort tid efter kom taxaen der skulle køre os hjem. Jeg spurgte om han havde en kørestol med. Det havde han ikke, så jeg bad dem hente ind, de var ikke begejstrede men gjorde det, og vi kom ud til bilen, og begyndte at køre hjem. Det var meget glat, og Olde kan ikke lide at køre bil. Jeg snakkede meget om lidt af hvert, det gør jeg altid når jeg er nervøs. Hjem kom vi, og Else var straks klar til at hjælpe Olde ind.

Vi lagde begge mærke til hvor meget hun hev efter vejret, hun havde jo også både Koll og vand i lungerne og samtidig blærebetændelse. Vi havde taget højde for det og undervejes ind, havde vi sat nogle stole, så hun kunne holde pause. Vi fik hende ind og hun satte sig i sin stol. Hun var meget træt. Hun sov nogle timer. I medens gjorde Else og mig maden klar. Vi skulle have resten af flæskestegen fra i går, og Else lavede det fint med det hele til. Det var lækkert, jeg drak et glas rødvin til, det gjorde Else også men ikke Olde, hun fik for meget medicin, men hun ville også bare have en sodavand og det fik hun.

Efter at have ryddet op efter maden, gik Else og mig over og lukkede af i stalden og hos gårdkatten. Så gik vi ind. Jeg havde printet julesange ud, og dem sang vi, dog uden at gå rundt om juletræet, det kunne Olde jo ikke. Men vi sang vores julesange. Nu skulle pakkerne deles ud. Jeg delte dem ud, og Else fortalte hvem de var til, men vi måtte ikke pakke ud endnu. Der var nu heller ikke så mange for dem vi skulle have delt julegaver med kunne ikke komme på grund af sneen, men det er jo godt at have noget til gode, ikke sandt.

Olde fik en rød varm trøje af Else og af mig en pyjamas. Else fik kun gaver for mig, hun skulle selv have købt sine egen gave den 23, men det kom hun jo ikke til, så for at hun ikke helt skulle undvære gaver fik hun først den dvd hun havde ønsket sig, den nyeste med Westlife og så havde jeg lagt nogle af mine tegnefilm i flere små pakker, og dem blev hun glade for, hun kan godt lide tegnefilm og jeg kan jo ikke se dem alligevel. Hun blev glad. Jeg selv fik en ny kalender bog for 2011 og en natkjole, og så giver jeg altid mig selv en gave i Steffi og Elvis navn, det er et levn fra den gang min mand levede, da købte jeg altid en underholdnings dvd, førhen en video som ham og mig morede os over, når vi havde julet færdig over hos Olde. I år havde jeg købt Cirkusrevyen 2010 og i stedet for at se den alene så jeg den sammen med Olde og Else og Else og mig tog et stykke chokolade som dessert selv om jeg har sukkersyge.

Da den var næsten færdig skulle Olde på toilettet. Else fulgte hende ud, og medens hun sad der, begyndte Else og mig at rydde lidt op. Else gik igen ud til Olde, da hun råbte på os, hun havde kastet op over det hele. Vi fik Olde ind i seng og jeg tog en spand og satte den ind til hende. Vi blev enige om at det nok var den juleaften. Så jeg tog dvd�en ud og slukkede og lukkede af, og gik endelig ud med Steffi og i seng. Else og mig var dog enige om at selvom der ikke var mange gaver, så havde vi fået den bedste, vi havde stadig Olde.

Dagbog 23. december 2010 Julen aflyst. Olde indlagt i nat

no1@blogbasen.dk

Torsdag den 23. december 2010 Julen aflyst. Olde indlagt i nat

Vi syntes vi havde en sur dag i går, men det er meget, meget værre i nat. Jeg blev vækket af Else ved ca. 1:30 tiden. Old e havde det ikke godt og jeg skulle ringe til lægevagten. Det gjorde jeg straks. Men der var 10 minutters ventetid. Så skreg Else 112, ring 112. Jeg skyndte mig at ringe op til 112, og kom igennem ret hurtigt, de sendte en ambulance med det samme.

Jeg gik ind til Olde. Hun sad op i sengen, kunne ikke få luft. Else havde åbnet vinduet. Olde rejste sig op, lagde sig ned. Begyndte at råbe hjælp, hjælp. Vi stod bare og kunne kun prøve at berolige hende. Jeg gik ud for at åben for ambulance folkene, men vi kunne ikke åbne lågen, den var frossen fast. Vi måtte bruge bagindgangen, men kattene og den meget smalle gang.

Jeg må sige, vejret taget i betragtning så kom de forholdsvis hurtigt. De var også dygtige og professionelle. Det var et par flotte fyre, det fik Olde beroliget lidt. De gav starte med at sætte alle de mærkelige ting på hende. Hendes puls var ret høj, og hendes ilt ikke for god. De gav hende masken på, og hun fandt sig i det, medens hun holdt Else i hånden. De to arbejdede med at få hende stabil i et kvarters tid. Så gik de ned for at hente båren, de holdt helt nede ved vejen, fordi de turde ikke køre op, og jeg flyttede alt hvad der stod i gangen og kunne flyttes, for det er en meget smal gang. Så fik de hende op på båren og kørte hende ud, Else tog med. Det tog lang tid før de kørte, og Else har fortalt at de arbejdede med hende ude i bilen og da de syntes hun var stabil nok kørte de med hende og Else.

Jeg var så alene på gården med dyrene. Hundene gøede helt vildt, de kunne mærke vi var oppe og køre. Jeg rendte mellem Steffi og Oldes hunde det meste af natten. Samtidig var jeg dybt chokeret. Det er meget svært at se sin Mor ligge der. Hun råber hun vil hjem og råber på hjælp og det eneste man kan gøre er at berolige hende. Jeg kunne ikke sove.

Lidt i 6 kom Else hjem. Hun fortalte de har mistanke om Olde har haft en blodprop i den ene lunge. Samtidig vidste hjertediagrammet at det heller ikke er som det skal være. Vi lagde os og prøve at få lidt søvn. Jeg faldt også i søvn grædende med Elvis i min arm og Steffi ved mine fødder.

Vi stod op ved 8 tiden, fik ringet til hjemmeplejen, der havde fået besked. Fodret dyrene og fyret. Før morgenmaden ringede jeg til sygehuset. Efter omstændighederne har hun det godt, hvad det så end betyder, vi får mere at vide her omkring middag. Vi slapper bare af.

Men vi har jo aflyst vores julemiddag i dag. Det betyder jo også vi har måtte aflyse vores mad, vi skulle have udefra. Så nu står vi her. Planen var også at når Else skulle have hentet maden, skulle hun også hente træpiller til fyret. Der er bare lide det problem, som det ser ud nu er der meter høje driver og vi kan ikke komme ud. Så nu står vi her. Lillejuleaften. Uden mad og ikke nok til at holde varmen her i julen.

Jeg kan jo kun sige en ting. Nu kan det da kun blive bedre. En rigtig glædelig jul til Jer alle og Jeres familier.

Dagbog 22. december 2010 Sikken en dag uden vand

no1@blogbasen.dk

Onsdag den 22. december 2010 Sikken en dag uden vand.

Det har været noget af en dag. En af de dage, som vi tænker kunne jeg ikke bare gå videre.
Det startede med at jeg lå bare under dynen og gad ikke stå op, det var vist koldt, men som kom Else ind. Der var ingen vand i køkkenet og på badeværelset. Jeg kom hurtigt op. Der var ikke noget vand på gården.

Olde og mig har vand i køleskabet, som vi kan gå og "pimpe" af i dagens løb, så her havde vi til morgenkaffen. Men der var mere panik på ude i stalden. Jeg gik først ud med Steffi hun kunne ikke komme ud i sin legegård. Lågen var frosset fast og jeg havde jo ikke noget varmt vand jeg kunne hælde på, så vi måtte bare gå lidt rundt. Hun blev færdig og det var koldt. Jeg lukkede hende ind.

Vi havde ikke vand i stalden. Jeg ringede først til vandværket, og det var ikke der problemet var. Så måtte jeg ringe til naboen. Først gav vi dog de 5 ponyer deres morgenmad, og så kørte Else til naboen og hentede vand. Som om det ikke var nok, havde Else det ikke så godt, så hun måtte melde sig syg fra arbejdet.

Jeg ringede til vores værtinde, og til en VVS. Jeg fik besked på at jeg skulle prøve at tø rørene op med varmluftblæser. Det brugte jeg så formiddagen på, også med hårtørren, men intet hjalp. Olde kunne ikke blive vasket af hjemmeplejen, så vi ringede de godt kunne springe hende over i dag. Vi kunne ikke trække ned på toilettet.

Vi frøs, selvom Else ikke havde det godt gik hun med ud efter jeg havde holdt pause til frokost. Jeg skulle have varmen før jeg kunne forsætte igen. Tiden gik, stadig ikke noget vand. Vi var ved at være desperate. Jeg ringede om hjælp, ikke til at få det lavet men for at få vand, ikke mindst til hestene. Vi gik ind og rensede det vand der var i deres spande, og så tog vi en hammer og slog hul på isen i deres vand, og bagefter tog vi isen op med fingerne, og det var koldt. Der var kun to der havde lidt vand.

Jeg ringede igen til vores vært, og efter ½ time ringede de og sagde der kom en VVS'er og kiggede på det. Jeg talte med Falck og sagde vi var desperate, for vi havde ikke vand til dyrene. De kunne ikke hjælpe. Jeg bad dem jo ikke lave det, men vi skulle havde vand. Politiet kunne heller ikke. Dyrværnet sagde de vidste ikke hvor vi kunne henvende os, for dyrene var jo inde. Ingen kunne hjælpe. Vi var simpelt hen ude og svømme, hvis vi altså havde vand.

En foreslog vi gik ud og tog sne og puttede det op i en stor spand og satte det ind i gangen så det kunne smelte. (det er faktisk ikke smeltet endnu). Medens vi ventede på VVS-manden. Ville jeg tag en kop varm kakao med det vand Else havde købt til os. Vi stod ude i køkkenet, og så sagde jeg til Else. "Sådan noget møj, vi skulle jo bare gør sådan", så åbnede jeg vandhanen, så gav jeg et skrig fra mig, for vandet med fuld kraft ud af vandhanen. Vi kiggede på hinanden. Og så grinede vi bare. Jeg tog turen gennem hele huset, badeværelset, jeg kunne også trække ned. Ude i bryggerset, vand, ude ved hestene vand.

Ind til Else, der lod vandhane løbe lidt når den havde været lukket. Så satte vi vand over til kakao og så ud og i tøjet for at give alle hestene vand. Og de var glade. Vi tog også en kande varm vand med, til at tø deres frosne vand op med.

Nu gik vi ind og tog vores kakao, og så faldt vi nærmest sammen både Else og mig. Else lagde sig med sin dyne inde på sofaen og jeg gik ind til mig selv og satte mig med Steffi og Elvis i min sofa, og så gik jeg ud som et lys. Det havde også være psykisk hårdt, for vi vidste ikke om vi ville være uden vand hele julen.
Men hvordan vandet lige med et kom, det ved vi ikke. Gad vide om det er Leonora, fra min julekalender eller måske en af nisserne, der har været på spil.

Nu tager vi bare en slapper, efter Pyrus går vi ud og lukker af for hestene, giver gårdkattene mad og vand med lidt varmt vand i, så de kan drikke vandet. Bagefter er det godnat kakao, og så slapper vi af. Når ja, jeg skal for næst sidste gang lige lægge julekalenderen ind til i morgen.

Dagbog 06 juli 2010 Junior, Else og Myra

no1@blogbasen.dk

Dagbog 06 juli 2010 Junior, Else og Myra

Else vågnede ikke som hun plejede så jeg gik indtil hende lidt over 7. Hun sagde hun havde det bedre, og stod op, hun kunne selv fodre, så jeg gik ind tog tøj på og gik med Steffi. En dejlig morgen, til trods for jeg følte mig bombet. Else havde ordnet morgenmad da jeg kom tilbage, så jeg gik ud i køkkenet for at lave morgenmaden klar til Steffi og Elvis. Den sidste var lige kommet ind af vinduet, så han sad på mit skrivebord og ventede. Han hoppede op på min skulder, da jeg kom ind af døren. Jeg satte Steffi�s mad til hende, satte hans mad op på toppen af reolen, stillede mig hen foran den. Han hoppede fra min skulder og derop.

Nu kunne jeg endelig gå ud for at hente min morgenmad, og det vigtigste, min morgenkaffe. Else ville på arbejde og tog af sted lidt over 10, og så gik tiden bare som den plejer. Jeg spiste frokost med Olde, og så gik hun ind for at sove, og jeg satte opvaskemaskinen i gang, og så gik jeg du i bryggerset. Jeg ville egentlig over og fodre hestene, men så besluttede jeg mig til først at feje, det op der lå ude i mellemgangen, så kunne jeg ligeså godt ordne katte kassen ude i bryggerset og støvsuge derude nu jeg var i gang. Jeg havde tændt mobiltelefonen, så den spillede musik, medens jeg til sidst støvsugede derude. Jeg var laangt væk, medens jeg gjorde, de prøve at smide alle de mange tanker væk og bare slappe af til musikken og �arbejdet�.

Så var jeg endelig færdig og gik over i garagen, hvor jeg tog Corrys balje med hø. Jeg gik i mine egne tanker, og åbnede døren indtil stalden, og blev stående, overrasket. For jeg stod lige foran Myra. Det er vores mindste pony, en lille shetlænder. Hun hyggede sig rigtig og gik bare rundt i stalden hvor hun hyggede sig. Hun snakkede også lidt med kattene, dem kan hun godt med. Jeg lukkede stille døren, og satte Corrys mad ned. Jeg gik ind i garagen, tog Myra�s balje med hø. Jeg prøvede at lokke hende ind i sin boks, men det ville hun ikke. Så lagde jeg hendes hø, ind i hendes boks. Jeg fandt hendes grimme, men havde problemer med at give hende den på, fordi jeg jo ikke ser så godt, men efter et par forsøg lykkedes det. Så prøvede jeg at trække hende i den for at få hende ind, men hun ville ikke forbi Corry, for han nappede hende i rumpen. Jeg lod igen Myra gå og hentede Corrys hø der lå lige udenfor døren. Myra kiggede nysgerrigt, hun ville godt se hvad der var derude, men det fik hun ikke lov til. Da Corry fik sit hø var han ligeglad med Myra, men hun ville stadig ikke gå forbi ham. Jeg tog et tov i hende, og prøvede at trække hende tilbage til sin boks, men er der nogen der siger lille og stædig  Med et lød en høj vrinsken indefra Buffy, hun var blevet træt af at vente på hun skulle have hø. Det var nærmest som fik Myra et stød, hun nærmest sprang frem, på sine skæve ben, og nu gik hun ind i sin boks og begyndte at spise sin hø. Hun vrinskede, som om hun ville sige til de andre. �Ha, kan I se, selvom jeg er den mindste, så fik jeg alligevel en udbruds tur, det gjorde I ikke.� Jeg svedte og pustede, men smilede for mig selv, det var dejligt afstressende at være sammen med dyrene efter de sidste dages �uro� og angst.

Da jeg var færdig gik jeg ind for at hente Steffi. Vi gik ud for at gå en lille tur. Resten af dagen gik stille og roligt. Else kom også hjem og havde det nogenlunde og bortset fra Junior havde været lidt oppe og køre, nærmest som om han også var stresset, så havde der ikke været noget med ham. Så endelig en nogenlunde rolig dag, og nu skal jeg snart ud og gå med Steffi og så lige i seng, så jeg siger godnat. Jeg håber Elvis kommer ind, det er så dejligt beroligende når man ikke kan sove, at have sådan en lille skøn kat i sin arme, der ligger og spinder en i seng. Sov godt.

Dagbog 05. juli 2010 Junior, ventetid, �ngstelse, vrede mm.

no1@blogbasen.dk

Dagbog 05-07-2010 Junior- ventetid, ængstelse, vrede, overraskelse, bange

Vi var meget nervøse, vi vidste at lille Junior, skulle bedøves og have taget prøver, så de kunne se om han har leukæmi. Han skulle faste fra klokken 6, og så måtte han heller ikke få noget at drikke. Hvordan forklare man lige det til en lille dreng, der ikke har haft sin første fødselsdag endnu?

Vi ventede og ventede, gik frustreret rundt. Ventede på telefon skulle ringe, men tiden gik, og klokken lidt over halv ti, måtte Else køre på arbejde, hun ville ringe når hun hørte noget. Hun havde stadig forgrædte øjne, men prøvede at skjule det.

Olde og mig spiste frokost, og ringede til Else men intet nyt. Vi var meget frustrerede, fordi vi tænkte på den lille dreng, der ikke havde fået noget at drikke og spise indtil nu. Olde gik ind for at sove til middag, jeg fodrede hestene og gårdkattene. Jeg prøvede at skrive lidt foran computeren, men jeg kunne ikke koncentrer mig. Jeg tænkte på lille Junior.

Først lidt over 14 ringede Else, hun fortalte med en underlig rystet stemme. Junior var udskrevet og de var hjemme. Nogle læger havde holdt møde om ham, om at det �måske� ikke var leukæmi. Men skyggerne på lungerne måske alligevel var fra lungebetændelsen, og �plamageknuse� i hovedet sikkert ikke er noget alligevel, så de blev udskrevet og så skal de se tiden an i 14 dage.

Jamen, vi ved ikke helt om vi skal grine eller græde, for ikke at sige skrige. Vi har så mange spørgsmål vi ikke har fået svar på. Vi håber og beder til de har ret, men vi er ikke overbevist. Vi er bange og nu skal vi vente 14 dage.

Else kom hjem sidste på eftermiddagen, hun havde det ikke så godt. Hun gik bare ind og lagde sig på sofaen. Jeg ordnede det jeg kunne. Lavede mad til Olde og mig. Olde fortalte hun havde taget en pille, og det plejer hun ikke. Hun havde kvalme, hovedpinde, som om hun skulle bøvse men ikke kunne. Hun fik det sådan kort tid efter hun havde fået det at vide med Junior.

Jeg var bange for at det var noget slemt stres. Else gik med over for at lukke af i stalden, men hun kunne ikke, så hun måtte gå ind for at ligge sig. Jeg gjorde det færdig.

Det var en underlig aften. Else lå bare der, det var vi ikke vant til. Jeg lagde meget mærke til om hun var nærværende, når jeg snakkede med hende. Og det var hun.

Jeg gik også ind i seng, men sov uroligt, fordi jeg var bange. Jeg bad om at både Junior og Else må blive raske igen. PHUHA sikken en dag, nu kan dagen i morgen kun blive bedre.

Dagbog 4. Juli 2010 Junior meget syg

no1@blogbasen.dk

Søndag den 4. juli 2010 Chokeret lille Junior meget syg

Det er svært at skrive det her, men jeg prøver alligevel.

Lille Junior, der skal holde sin første fødselsdag her den 15. juli, er meget syg. Han har været sløj længe nu. Lægerne har sagt virus, infektioner og så har han lige haft lungebetændelse, men det værste har været hans feber kramper. Han havde også fået en �bulner� over øjet. Lægerne sagde det bare skulle fjernes, det var ikke noget særligt.

Han blev indlagt i torsdag fordi han havde feberkrampe, havde fråde om munden og var �væk� i næsen 5 minutter. De ringede 112, og så kom han af sted, men blev udskrevet samme aften. Fredag passede Else ham, og over middag fik han feber igen. Hen på eftermiddagen kom hans Mor hjem og ringede til �børneafdelingen�, han blev indlagt igen og denne gang blev de til lørdag eftermiddag. Lidt senere blev de ringet op, han havde stadig en skygge ved lungerne og de var bange for der også var noget med hjertet og måske epilepsi. Vi blev bange, men det blev værre endnu, da overlægen ringede til dem og bad dem møde op til samtale klokken 20. Vi tænkte på en lørdag aften, der er noget helt galt og det var der.

Hans mor ringede til Else og fortalte at der var mistanke om han har leukæmi. Hun kom ind til mig og fortalte det, så brød hun grædende sammen. Jeg holdt mig selv for munden for ikke at skrige højt, men stønnede et �NEJ�. Så begyndte tårerne også at løbe ned af kinderne på mig. Jeg tog en dyb indånding og så hev jeg op i mig selv. Jeg må hjælpe Else så hun kan hjælpe sin datter. Jeg følte det som havde nogen givet mig en ordentlig en i maven. Jeg tørrede mine øjne, tog en dyb indånding mere, hankede op i mig selv og gik ind til de andre. Else lå på sin seng og græd. Ikke min lille guldklump. Også Olde græd, selvom jeg ikke helt ved om hun forstår det helt, men hun så Else græde. Jeg sagde ikke noget, gik bare stille ud og lavede en kop kaffe til Else, gav hende det, og lod hende få fred til at græde ud.

Jeg drak min kaffe inde hos mig selv. Jeg havde Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard på DVD afspilleren med Fede Tider. Jeg havde nyt showet, men sidste del fik jeg ikke helt fat på, for mine tanker gik hele tiden til lille Junior og hans forældre. Det bliver en hård tid vi går i møde, men det eneste jeg kan gøre er at være der og hjælpe så godt jeg kan.

Da jeg vågnede her til morges kom tankerne hurtigt ind på hvad der var sket i går aftes. Jeg sukkede dybt og stod op. Else havde været oppe længe, hun gik rundt med forgrædte øjne. Hun havde ikke sovet ret meget. Jeg følte det nærmest som dagen efter en mislykket fest. Jeg havde en klump ind i mig. Dagen kom i gang, og vi prøvede at gøre som vi plejer, men det er svært, det er hårdt, for vi kan ikke lade være med at tænke på vores lille Guldklump. Lige nu venter vi på den endelig �Dom� Han er ude på rigshospitalet sammen med sine forældre. Hans Mor skrev, det var mega hårdt, at sidde der på kræft afdelingen og se børnene går rundt med alt muligt udstyr. Og ikke mindst at vide det måske bliver Juniors der kommer til at gå derude, medens andre forældre vil se på ham og være bange.

Vi har lagt alt andet til side. Lige nu er der kun en ting der tæller vores lille Junior. Jeg beder for ham og vi prøver at være optimistiske og glade, men det er svært, nok det sværeste vi har været ude for, ikke mindst Mormor. Else.

Dagbog 13-02-2010 F�dselsdag med fald

no1@blogbasen.dk

Dagbog 13-02-2010 Min fødselsdag med fald

Jeg vågnede op den 13. februar, det var jo en lørdag, men det var jo min fødselsdag. Jeg smilede og så huskede jeg og sukkede dybt.

Det var næsten som for et år siden. Else havde influenza, Olde blev indlagt igen i natten til torsdag, og jeg lå med lungebetændelse. Jeg havde brugt det meste af natten på bare at hoste og hoste. Mine mavemuskler var meget ømme af den hårde hoste. Og jeg var træt. Jeg vidste jo også at der ikke ville komme nogen gæster. Det ville nærmest blive som en helt almindelig dag. Da jeg tænkte på hvordan det var for et år siden, grinede jeg lidt for mig selv, men stoppede hurtigt da jeg begyndte at hoste.

Vi kom op og dagen startede som den plejer. Else fodrede gårdkattene og ponyerne, og så fyret. I medens gik jeg en meget lille morgentur med Steffi. Bagefter mødtes vi i køkkenet, hvor Else lavede morgenmad til os, medens jeg fodrede Steffi og Elvis. Hun gav også Bølle og Berta mad. Så var det endelig tid til morgenmad til os selv. Vi spiste som vi plejer hver for sig. Else plejer jo at spise morgenmad med Olde og jeg med Elvis og Steffi. Vi prøvede at gøre det så hverdagsagtigt som muligt, af hensyn til dyrene.

Jeg sov meget, fordi jeg hostede ret meget. Om eftermiddagen tog Else ud for at besøge Olde. Jeg var så alene hjemme og var inde ved Bølle og Berta. Jeg tænkte igen på sidste år, men jeg havde i det mindste ikke et blåt øje og jeg var ikke faldet om i år.

Telefonen ringede og det var min halvbroder, der ville høre hvordan det gik. Jeg snakkede med ham, og gik samtidig ud i køkkenet for at tag mig et æble. Det var dumt. Lige med et knækkede mit knæ og jeg faldt med et brag lige på halen. Det gjorde ondt. Det lykkedes mig at kravle hen til køkkenbordet, og her hev jeg mig op. Jeg kunne ikke lade være med at grine for godt nok var det ikke noget blåt øje, men jeg fik nok et blåt mærke et andet sted. Men man skal ikke grine for meget, for så hoster man.

Else kom hjem, vi spiste og senere på aftenen tog vi en kop kakao og et stykke kage til, jeg fik også en lille gave, hun havde købt en bog til mig, det var Hilda og Keld Heick der fortæller om den tid de har sammen, fra de mødtes. Den blev jeg glad for.

Vi gik tidligt i seng, for jeg var jo træt, og det var Else også.

Dagbog 11. februar 2010 Dagen derp�

no1@blogbasen.dk

Dagbog 11-02-10 Dagen derpå

Selvom vi ikke havde sovet meget vågnede vi tidligt. Jeg lå og tænkte på, det er ligesom sidste år. Jeg har fødselsdag om to dage, og her ligger jeg så igen. Lungebetændelse, Else har influenza og nu Olde er indlagt. Det er jo som sidste år, og dog indtil nu var jeg jo sluppet for et blåt øje og trykkede ribben, som jeg fik sidste år, da jeg faldt om, det var jeg dog sluppet for indtil nu, det var da altid noget.

Allermest var jeg bange. Hvad hvis vi ikke fik Olde hjem igen? Nej, jeg vil ikke tænke på det. Jeg stod op, og sammen lavede Else og mig, det vi plejede om morgenen. Hun fodrede gårdkattene og ponyerne medens jeg gik morgentur med Steffi. Da vi stod i køkkenet og hun lavede morgenmad til os medens jeg ordnede maden til Steffi og Elvis, snakkede vi om det der skete og at Olde var indlagt igen. Før vi spiste morgenmad ringede jeg til sygehuset. Olde havde sovet godt, lå med ilt, og fik antibiotika som drops. Hun havde det rimelig godt efter omstændighederne.

Vores ene Odense søster og hendes mand, kom herover fra Fyn, og besøgte Olde i dag, de holdt kun lige en pause, om middagen, da hun skulle sove til middag, så tog de ud til hende igen og blev der til hen på eftermiddagen, før de kørte tilbage til Fyn. Der var nu bare lige det ved det, at de to aldrig kan finde Fyn, så de kørte den længste omvej, men over telefonen lykkedes det mig at bringe dem på rette vej, så hjem kom de.

Derfor blev Else hjemme og slappede af, hun havde det ikke godt, var helt kørt ned af træthed, på grund af sin influenza, så hun sov, når ikke vi skulle ordne dyrene.

Vi gik tidlig i seng, det havde været en dag, hvor vi følte det, som havde vi været ude og rende hele natten, så jeg sov som en sten, selvom jeg var bange, og tænkte på Olde.

Dagbog 10. februar 2010 Olde indlagt, gentagelse fra sidste �r.

no1@blogbasen.dk

Dagbog 10-02-2010 Olde indlagt Gentagelser fra sidste år

Else og mig prøvede stadig at hulte os igennem dagene vi havde det ikke godt. Men så skete det vi havde tænkt på og frygtet. Olde begyndte at hoste, kunne ikke få luft. Vi ringede til lægen, der kom om eftermiddagen og lyttede. Hun havde lungebetændelse og fik nogle penecelin piller med det samme.

Hen på aftenen fik hun det værre, vi ringede til lægevagten, der så hvordan det var gået sidste år, de ville ikke komme, men sendte en ambulance, der kom i løbet af en halv time. Vi turde ikke sige hun skulle indlægges igen, men jeg ringede til mine søstre. Vi sagde hun �bare� skulle have ilt. Men til vores overraskelse, så tog hun det roligt og gik selv med hjælp ud til båren. Else hev sig op og kørte med.

Oldes �Koll� var vågen og hun havde ikke ilt nok, så hun fik masken på. Hun fik drops og antibiotika samt en Prednisolon kur. Else kom hjem omkring klokken 5. Jeg havde sovet inde hos dem, men jeg kunne ikke sove i deres soveværelse, så jeg tog min dyne og lagde mig inde på sofaen. Jeg kunne ikke sove. Jeg var for bange. Jeg tænkte på sidste år. Da vi ikke vidste om Olde ville overleve. Som I jo ved så gjorde hun det, men det var dog ikke vores Olde vi fik tilbage, men en anden Olde. Det var en lang nat. Da Else kom hjem tog jeg min dyne og gik ind til mig selv. Men jeg havde alligevel svært ved at sove, for hvad hvis Olde ikke klarede sig, hun var så skrøbelig. Jeg lå og hostede, men hen på morgenen faldt jeg endelig i søvn.